Af Poul Erik Hallstein
Seks EU-lande og EU-kommissionen led et juridisk nederlag, da EF-domstolen forleden cementerede retten til ferie og ferierettigheder ved sygdom. Britiske arbejdsgiveres vrede nåede historiske højder over det sociale resultat og hysterisk vrede over selve EF-domstolens ret til at træffe afgørelser, der underkender britiske love.
EF-domstolens dom drejer sig om fortolkning af arbejdstidsdirektivet fra 1994 og fastslår, at lønmodtagere ikke kan miste retten til ferie eller feriepenge, selv om de ikke har været i stand til at holde ferie på grund af sygdom eller sygeorlov. Sagt på en anden made: En ferielov i et EU-land må ikke have et automatisk udløb for rettigheder.
Domstolen konstaterer, at den i sin hidtidige praksis altid har understreget, at enhver arbejdstagers ret til årlig betalt ferie er et særligt vigtigt princip i Fællesskabets sociallovgivning.
EF-domstolen afgjorde en tysk og en britisk sag. Det skete i den såkaldt “Store afdeling” sammensat af Retspræsidenten, retsformændene fra de enkelte afdelinger samt de mest erfarne dommere. Dermed er der 13 dommere bag afgørelsen i de sager, der af EF-domstolen selv opfattes som principielle og har krav på en afgørelse med så megen tyngde, at den bliver stående nogen tid.
Den tyske sag drejer sig om et ansat i et pensionsforsikringsselskab. Den pågældende var allerede ved ansættelsen svært handicappet. Efter nogle års arbejde kom der lange fraværsperioder og ansættelsesforholdet ophørte med en arbejdsgiverbetalt pensionering. Den ansatte, som under det lange sygefravær og sygeorlov ikke havde haft ferie, skal have feriepenge fra de seneste års ansættelse som en konsekvens af dommen.
Den britiske sag drejede sig om en række offentligt ansatte, der blev fyret efter længere sygefravær. De skal også have deres feriepenge, fordi de har været uden indflydelse på, at de ikke kunne holde deres ferie.
Konklusioner fra dommen:
Arbejdstidsdirektivet forhindrer, at retten til årlig betalt ferie kan bortfalde ved udløbet af den referenceperiode eller overførselsperiode, der er fastsat ved den nationale lov, selv når arbejdstageren har haft sygeorlov i hele eller en del af referenceperioden og har været uarbejdsdygtig indtil ansættelsesforholdets ophør og derfor ikke har kunnet gøre brug af sin ret til årlig betalt ferie.
Arbejdstidsdirektivet forhindrer, at arbejdsgiveren ikke udbetaler feriepenge ved arbejdsforholdets ophør for en ferie, der ikke er holdt af den lønmodtager som har haft sygeorlov i hele eller en del af referenceperioden, og som derfor ikke har kunnet gøre brug af sin ret til årligt betalt ferie. Beregningen skal foretages på grundlag af arbejdstagerens normale løn, som han fortsat skal have udbetalt under den hvileperiode, som svarer til den årligt betalte ferie.
Dommen indeholder mange sociale og principielle betragtninger om, hvorfor sygeorlov eller sygefravær ikke er en ferie. Sygefravær er en periode, den enkelte skal bruge til at komme sig i. Ferie er til at hvile ud i.
Nogle af disse betragtninger er løbet ind i hadefulde synspunkter på domstolens virke. Især britiske arbejdsgivere raser over dommen og domstolens virke.
Katja Hall, direktør for menneskelige ressourcer i den britiske industri- og arbejdsgiverorganisation CBI, siger til Mail Online, at dommen er et slag mod firmaer, der forsøger at fastholde job.
I Storbritannien er der fremført kritik af, at en lang række af EF-domstolens dommere ikke har haft et egentligt dommervirke, inden de blev udnævnt til den EF-domstol, der har den principielle opgave at vurdere, om de enkelte lands lovgivning nu også respekterer, hvad de enkelte lands regeringer har forpligtet sig på ved vedtagelsen af EU-lovgivning.