Af Poul Smidt, Bruxelles
Ján Figel er ikke i tvivl. Europæerne har taget det mentale spring til samarbejdet om uddannelse og undervisning på alle niveauer. Som EU-kommissær for uddannelse kunne han godt bruge nogle stærkere paragraffer til at skubbe det europæiske videnssamfund lidt videre.
Men den 46-årige slovak savner dem egentlig ikke. Det store spring er foregået inde i hovederne på de 25 EU-landes ledere og hos de hundredtusinder af unge, der i det daglige har EU-støtten til at studere eller arbejde på et universitet i et andet land.
Vi mødte Ján Figel på øverste etage i Kommissionens hovedsæde i Bruxelles få dage efter at EU-kommissionen havde fremlagt sit samlede strategi-papir for 2007. Her står uddannelse, uddannelse og uddannelse øverst på dagsordenen i arbejdet for beskæftigelse og velstand.
Figels fingeraftryk på denne Kommissions embedsperiode bliver formentlig farten, et nyt tempo og tingene sagt lige ud. Når han taler pænt om den eksamensfri skole, er det ikke, fordi den 45 minutters venlige samtale er et interview til en læserkreds fra denne verden. Han mener det og har sagt det i nogle af sine betydeligste taler i sin tid i Bruxelles.
Politisk vilje
Læser man Kommissionens papirer og referater fra undervisningsministrenes møder, er der store ord. Læser man forhandlingerne fra Konventet om den europæiske forfatning, så ser man, at alle lande stadig kun vil Bruxelles som koordinering og samarbejde med styringsinstrumenter så bløde, at frivillighed er nøgleordet.
Så det er naturligt at åbne med spørgsmålet, om de 25 medlemsstater har den politiske vilje til at skabe det videnssamfund, de har lovet sig selv og hinanden, og om de kan leve op til den prioriterede arbejdsplan om uddannelse, uddannelse, uddannelse?
”Det håber jeg. Men når det gælder fremtiden i Europa, falder jeg altid tilbage på det europæiske samarbejdes idémand, Jean Monnet, der sagde: ”Jeg er ikke optimist, jeg er ikke pessimist. Jeg er beslutsom”.
Europæisk dimension siden 1955
Fidel har været kommissær i godt to år, men har beslutsomt talt om og for europæisk samarbejde i hele sit voksenliv. Han har været sit lands udenrigsminister og chef-forhandler ved Slovakiets optagelse i EU i 2004. Han understreger gerne det historiske perspektiv på undervisningspolitikken. Det var indtil for få år siden – også under konventets forhandlinger – et meget nationalt og bestemt et ikke-europæisk anliggende.
På den anden side talte grundlæggerne af det europæiske samarbejde allerede om den europæiske dimension i uddannelsen og et europæisk universitet, da det hele startede på Messina-konferencen i juni 1955. Og erhvervsuddannelser har været med siden Rom-traktaten i 1957. Maastricht-traktaten 1992 var et gennembrud for den uddannelse, især den højere uddannelse.
Jan Fígel ved dog, at samarbejdet visse steder ses som følsomt, men i virkeligheden vil alle de 25 landes regeringer ret meget og gerne lidt til, fordi det vil de unge mennesker. Jo, det mentale spring mod den europæiske uddannelsespolitik er foretaget, nu gælder det udmøntningen i praktisk politik med de bløde styringsinstrumenter: Inspiration, tilskyndelsesforanstaltninger, benchmarking og de fælles erklæringer om de fælles mål.
Stigende enighed
De har sagt, at De mærker en stigende enighed om samarbejdet på dette område. Hvor ser De dem?
”Overalt. Medlemslandene ser nødvendigheden af et videnssamfund, der kræver investeringer på højde med det, der investeres i USA og Canada, ja og nu også i de asiatiske lande, der er ved at bruge mere end nogle lande i Europa. De kan også se, at de lande, som investerer mest i uddannelse, klarer sig bedst.”
”Nødvendigheden har skabt en fornemmelse for mere samarbejde, for konsensus. Vi så det meget tydeligt, da stats- og regeringscheferne på det uformelle topmøde i London oktober 2005 direkte bad om planer for modernisering af universitetsuddannelserne.”
Modstanden er væk
”Jeg kan nævne Comenius-programmet, som ved starten for få år siden stadig mødte betænkeligheder, i dag vil alle være med.” (Over 12.000 skoler er nu med i et samarbejde).
Da vi startede Erasmus-programmet i 1987, var der betydelig modstand i mange regeringer. Den er helt væk i dag. Vi begyndte med nogle få hundrede personer. I dag taler vi om hundredtusinder af mennesker som deltagere i et universitetssamarbejde, som stort set alle europæiske universiteter har engageret sig i.”
Sagt på en anden måde så har uddannelsespolitikken i EU-kredsen fået hundredtusinder af unge engagerede ambassadører, og med kommissærens ord spiller området i dag den største rolle for integrationen, mere end landbrugspolitikken, om man vil.
Grundskolen skal med
På hvilket skoleniveau skal samarbejdet begynde?
”Tætheden i samarbejdet på de højere uddannelses områder er synlige. Denne voksende interesse for det fælles giver også muligheder for et tættere samarbejde om den livslange læring med nye initiativer i 2007.”
”Men skal vi forbedre kvaliteten afgørende, skal vi også have begyndelsen med. Grundskolen. Vi er nødt til at tale sammen om både underskolen og for den sags skyld også førskolealderen. Ellers får vi ikke den nødvendige kvalitet og effektivitet i de afsluttende uddannelser.”
De uformelle har deres egen værdi
Hvis det hele skal være så effektivt, hvad bliver der så af den eksamensfri skole, de uformelle uddannelser?
”De uformelle uddannelsesforløb har deres egen værdi. De kompletterer, de er virksomme for efteruddannelse og forbedring af folks kvalifikationer. Hvordan vi skal behandle temaet, har jet ikke svaret på i dag. Men vi vil se et Europa, der i højere grad anerkender og værdsætter den form for uddannelse. Det drejer sig jo ikke om europæiske institutioner og europæiske paragraffer, men om europæerne.”
”Vi fokuserer på den såkaldte Lissabon-strategi om at skabe vækst og beskæftigelse. Som sagt spiller viden og uddannelse en vigtig rolle her, men det betyder jo ikke, at vi skal producere robotter, der blot skal tjene produktionen. Kendsgerningen er, at fremtidens job ikke blot kræver viden, men mennesker, der er i stand til at tænke selv, som kan tænke kritisk og originalt, ”siger Figel.
Han tilføjer, at nogle af de kompetencer, vi skal have med os på arbejdspladsen, kan være de samme kompetencer, vi har brug for som fremtidens borgere. I den forbindelse bruger han gerne eksemplet it. Det er en kompetence, men ikke alene har brug for til sit arbejde, men også for at være et velfungerende menneske.
Aktivt medborgerskab
Hvad forstår De i dag ved den europæiske dimension i uddannelserne?
”At se på uddannelse som noget, der ikke alene er færdigheder, men noget, der bidrager til aktivt medborgerskab, samtidig med at vi lærer mere om Europa og Europas historie. På den mere formelle side drejer det sig om foreneligheden af uddannelserne (compatible), så man kan få sin uddannelse med sig og få den anerkendt. Det lægger vores nye rammeprogram op til.”
Her henviser Figel til et udspillet ”Den Europæiske Kvalifikationsstruktur” for den livslange læring. Kort sagt vil man gøre beskrivelsen af både formelle og uformelle kvalifikationer mere forståelig på tværs af grænserne og på den måde give lettere adgang til både arbejde eller mere uddannelse. Både medlemslande, uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedets parter har været inddraget i arbejdet.
Uformelle uddannelser
Hvis jeg må inddrage den danske eller skandinaviske folkehøjskole, så er her nogle skoler, der kan noget som smeltedigel i den europæiske integrationsproces. Kan eller skal de bruges til noget?
”Troværdig og vedholdende inspiration er noget af det vigtigste at bygge på, og det er ikke tilfældigt, at vi har Grundtvig som navn på programmet for voksenlæring. Betydningen af de ikke-formelle uddannelser vil vokse, og vi vil gerne være med alle de steder, hvor læring og livslang læring spiller en rolle. Det drejer sig ikke kun om uddannelse, der giver eksamensbeviser, men også den uddannelse som virker mod social udelukkelse og hvad det kan føre med sig.”
Tiden er gået, men der er noget Ján Figel vil vise og sige den besøgende. Vi går over til hans mødelokale, ser på Ladislav Bieliks prisbelønnede pressefoto fra Safarikovo Pladsen i Bratislava, hvor den unge mand udfordrer den russiske kampvogn i protest mod Sovjetunionens og Warszawa-pagtlandenes indmarch i det daværende Tjekkoslovakiet august 1968, et billede som blev symbol for modstanden. Der er ikke så meget at føje til de stærke indtryk fra billedet, men Ján Figel gør det alligevel:
”Man må aldrig glemme, at totalitære samfunds undertrykkelse begynder med de uddannede og på universiteterne.”