De unge har klart den største ledighed i EU-landene. Trods stigende krav til lønmodtageres kvalifikationer, forlader flere og flere unge skolen uden at få en uddannelse eller afbryder den, de er i gang med. På ungdoms- og uddannelsesministrenes rådsmøde i Bruxelles vedtog de 27 landes ministre et sæt konklusioner, der lægger rammer for det fremtidige samarbejde om ungdommens problemer. Det svenske EU-formandskab går videre med de unges problemer til efteråret. Den svenske arbejdsløshed blandt unge er rekordhøj.
Ministrene anerkender, at uddannelse og ungdomspolitikken befinder sig i områder, hvor de enkelte lande fortsat fastholder deres ret til selv at bestemme forholdene. Ministrene fremhæver princippet om nærhedsprincippet, men siger samtidig, at den såkaldt åbne koordineringsmetode har skabt fremskridt.
Konklusionerne påpeger, at Den europæiske Ungdomspagt, som flere lande med Frankrig i spidsen fik gennemtrumfet i 2005, har fået ungdomspolitikken placeret i Lissabon-processen for vækst-, job og social samhørighed, og at politikken gennem den åbne koordineringsmetode har fået en placering i en række sektorpolitikker. Det gælder først og fremmest i beskæftigelsespolitikken, ungdomspolitikken, socialpolitikken, uddannelsespolitikken og sundhedspolitikken. pmh