Baggrund: Arbejdskraftens frie bevægelighed

Fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, personer og kapital er grundlæggende principper i EU.  

Retten til fri bevægelighed for arbejdskraft fremgår af artikel 39 i EF-traktaten, der sikrer EU­arbejdstageres ret til at 1) søge faktisk tilbudte stillinger, 2) bevæge sig frit inden for medlemsstaternes område i dette øjemed, 3) tage ophold i en af medlemsstaterne for at have beskæftigelse i henhold til de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, der gælder for indenlandske arbejdstageres beskæftigelse, samt 4) blive boende på en medlemsstats område på de af Kommissionen ved gennemførselsforordninger fastsatte vilkår efter at have haft ansættelse der.  

Artikel 39 er bl.a. udmøntet i Rådets forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet, som sikrer statsborgere i medlemsstaterne ret til at tage arbejde i andre medlemslande uden at blive udsat for forskelsbehandling. Forordningen dækker adgangen til beskæftigelse, familiemedlemmers afledte rettigheder, retten til social og skattemæssig ligestilling samt adgangen til bolig.  

Desuden bestemmer Rådets forordning nr. 1408/71 reglerne for de sociale ydelser, som den vandrende arbejdstager ret til i opholdslandet.  

Folketingets EU-konsulent har i forbindelse med en arbejdsmarkedshøring udarbejdet et fyldigt notat om de rettigheder, som vandrende arbejdstagere har ifølge de nævnte forordninger. Læs