Print
En kvinde fra Somalia, der var separeret fra sin danske mand, har ret til at bo i Storbritannien med sine børn, efter manden havde forladt familien. Om hun kan forsørge familien spiller ikke nogen rolle, fastslår EU-Domstolen i dag i en principiel afgørelse.
De britiske myndigheder holdt fast ved, at kvinden Nimco Hassan Ibrahim ikke kun var uberettiget til at modtage bolighjælp, da hendes danske mand havde forladt hende og deres fire danske børn. Hun havde slet ikke ret til at opholde sig i Storbritannien. Myndighederne fortolkede et EU-direktiv sådan, at opholdet var betinget af, at hun ikke belastede de sociale myndigheder, men kunne klare sig selv. Og det kunne Nimco Hassan Ibrahim ikke.
Hun appellerede dog afgørelsen og appeldomstolen bad EU-Domstolen fortolke direktivet.
Sagen begyndte, da Nimco Hassan Ibrahim sluttede sig i februar 2003 til sin danske mand, Yusuf, der havde arbejdet otte måneder i Storbritannien. Med sig havde hun tre børn, der alle havde dansk statsborgerskab, og fik senere et fjerde barn, der også fik dansk statsborgerskab.
Fra juni 2003 til marts 2004 fik Yusuf understøttelse i Storbritannien, da han havde en arbejdsskade. Da han igen kunne arbejde, forlod han familien og blev siden separeret.
Nimco Hassan Ibrahim blev i Storbritannien, hvor flere af børnene gik i skole. Hun var helt afhængig af socialhjælp. Men da børnene retvis har gået i skole, har familien ret til at blive boende, også selv om den danske statsborger er rejst, fastslår domstolen. Det er ligegyldigt, at ansvaret for børnene nu ligger hos en person med et statsborgerskab uden for EU. Det spiller heller ingen rolle, om personen er selvforsørgende.
I en lige så principiel afgørelse siger EU-Domstolen også i dag, at portugiseren Maria Teixeira har ret til at blive boende i Storbritannien, selv om hun ikke kan forsørge sig selv og hendes barn.
Da hun har ansvaret for et barn under uddannelse, kan hun blive i landet – også selv om barnet er fyldt 18 år og dermed myndig. Men retten ophører, når barnet har fuldendt sin uddannelse.
Se dommen om den portugisiske kvinde Teixeira (C-480/08).
18.10.08 EF-domstolen sætter fri bevægelighed over skatteregler 14.10.08 EF-domstolen navngiver i den frie bevægeligheds navn Landets love gælder også på boreplatform17.11.11 Uddannede migranter undgår EU11.11.11 EU-Kommissionen fastholder positivt syn på fri bevægelighed