Baggrund: Arbejdstiden i EU

Kortere arbejdstid har historisk været et af de krav, lønmodtagerne har kæmpet hårdest for. I 1989 tog det daværende EF arbejdstiden op i et socialt charter, og rimelige arbejdstider har siden hørt til en af de grundlæggende rettigheder, som er med i den særlige europæiske sociale model.

Den 23. november 1993 blev et direktiv om arbejdstid vedtaget. Det blev fremført som et direktiv under reglerne for arbejdsmiljø, fordi det gav mulighed for vedtagelse med flertalsafgørelser. Storbritannien betvivlede det, men tabte en sag ved EF-domstolen.

Direktivet siger bl.a.:

• Den maksimale arbejdstid er på højst 48 timer om ugen beregnet som et gennemsnit over fire måneder. Det betyder, at ansatte kan arbejde mere end 48 timer i nogle uger, blot det modsvares af arbejdsuger, der er kortere.
• Den ansatte har krav på en daglig hvileperiode på 11 timer.
• Den ansatte har krav på en ugentlig fridag – 24 timer.
• Den ansatte har krav på en betalt ferie på mindst tre uger om året – normalt fire.
• Den ansatte har krav på pauser, hvis arbejdsdagen er på over seks timer.
• Nattevagter må maksimalt vare otte timer – og den ansatte har krav på betalt sundhedstest.

Som noget helt afgørende sagde direktivet, at en række af reglerne kunne fraviges ved love, administrative bestemmelser eller kollektive aftaler.

Direktivet, der skulle være gennemført tre år senere, gjaldt ikke alle sektorer, men de er senere blevet fulgt op af regler, der for nogles vedkommende er vedtaget af de europæiske sociale parter.

Revision:

I direktivet stod, at Kommissionen hvert femte år skulle fremlægge en rapport om, hvordan reglerne blev fulgt. Det skulle den gøre på baggrund ad rapporter, som medlemslandene indsendte til Kommissionen.

Direktivet har siden givet anledning til en voldsom debat, da især Storbritannien benyttede muligheden for at fravige reglerne – og flere domme ved EF-domstolen bevirkede, at andre lande også benyttede sig af muligheden for at stå uden for reglerne. Dommene sagde således, at tilkaldevagter talte med som arbejdstid ligesom arbejde på f.eks. sygehuse, hvor personale kun var i beredskab og ikke foretog sig konkret arbejde.

Ikke mindst dommene fik Kommissionen og EU-lande til at presse på for ændringer af reglerne. Også Europa-Parlamentet tog direktivet op. Men landenes regeringer har hidtil været rygende uenige om ændringer af regler.