Tilbage til forsiden
Tilbage til forsiden

05.07.10 Uændret ledighed


Print

Arbejdsløsheden i EU holdt sig på 9,6 procent også i maj, og dermed har den været på samme niveau gennem fire måneder. I de 16 eurolande var der i maj ti procent, der ikke kunne finde et job. Det er det samme som i april, viser en ny opgørelse fra Eurostat.

I de lande, der er hårdest ramt af arbejdsløshed, fortsatte arbejdsløsheden imidlertid med at stige. Den spanske arbejdsløshed kom op på 19,9 procent og er dermed steget konstant det seneste år. Også i Irland og Portugal blev der flere ledige i maj. I Irland steg arbejdsløshedsprocenten fra 12,9 i april til 13,3 og i Portugal fra 10,8 til 10,9 procent. Et år tidligere var den på 9,4 procent.

Omvendt går det fremad i førende lande som Tyskland. Her er ledigheden faldet fra maj sidste år til maj i år fra 7,6 procent til 7,0 procent. Østrig har den laveste ledighed med 4,0 procent, der forgæves søger job. I Holland er det 4,3 procent. Danmark hører også til de lande, der er mindst ramt af arbejdsløshed. Ledigheden er opgjort til 6,8 procent i maj mod 7,0 i april.

De baltiske lande har ikke tal siden marts, hvor ledigheden i Letland var på 20 procent.

Udviklingen er den samme for de unge, der stadig er hårdest ramt af krisen. I Spanien nåede de unges arbejdsløshed op på 40,5 procent mod 40,2 i april. I Irland kunne nu 26,5 procent af de unge ikke finde et job mod 25,7 i april. I Portugal var de unges ledighed uforandret på 22,1 procent.

I euro-landet Slovakiet kom de unges ledighed op på 35,1 procent mod 34,6 procent i april.


Sitemap

SE OGSÅ