Print
Strømmen af asylansøgere fra Afrika og Asien til Sydeuropa faldt med en tredjedel sidste år. Ifølge FN’s højkommissariat for flygtninge gik antallet af asylansøgere kraftigt ned i den rigere del af verden, men nåede alligevel op på 358.800 ansøgere i Europa og andre industrialiserede lande.
Til gengæld begynder flygtninge fra Libyen nu at søge tilflugt i Italien. Mens det hidtil har været tunesere, der er flygtet, er turen nu kommet til især folk fra Eritrea, Etiopien og Somalia, der har opholdt sig i Libyen og blevet der efter aftalerne mellem EU og Libyen om at stoppe flygtningestrømmen. Krigen får nu flygtningene ud på de farefulde sejladser til i første omgang til øen Lampedusa tæt ved Sicilien, der modtog omkring 2000 flygtninge i weekenden.
Den italienske indenrigsminister, Roberto Maroni, siger til AFP, at situationen er speciel for folk fra Somalia og Eritrea, fordi de flygter fra krig. De har krav på internatonal beskyttelse og kan ikke sendes tilbage.
- Vi vil give dem den nødvendige assistance og igen bede Europa om hjælp til at bære de byrder, der bliver lagt på Italien, sagde Roberto Maroni.
Siden Ben Ali-regimets fald i Tunis er der kommet 15.000 tunesere til Lampedusa. Der er stadig 6000 på øen, mens de øvrige er sendt til lejre i andre dele af Italien eller hjem.
Generelt modtog Frankrig flest asylansøgere sidste år. 51.600 personer søgte asyl, mens Tyskland modtog 48.500 ansøgninger og Sverige 31.900 og dermed flere end Storbritannien, hvor 23.700 søgte ophold.
I EU fik 75 procent af dem, der fik en ansøgning behandlet sidste år, et afslag. Det var 167.000 personer, der dermed ikke blev godkendt, mens 27.000 personer fik status som flygtning. De fleste asylansøgere kommer fra Afghanistan, mens russere er den næststørste gruppe og dernæst serbere.
EU-Domstolen støtter asylansøgeres kritik af tilbagesendelser27.07.11 Massakren i Oslo skaber debat om indvandring i Prag26.07.11 Optræk til nyt EU-opgør om Schengen-samarbejdet13.05.11 Dansk grænsekontrol bliver nærlæst i Bruxelles05.05.11 Skarpe opgør om EU’s migrationspolitik