Tilbage til forsiden
Tilbage til forsiden

23.08.10 Frankrig afviser EU-skat


Print

Den franske budgetminister, Francois Baroin, melder klart ud mod en EU-skat, før han i morgen mødes med den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, i Berlin. I et interview med det franske dagblad Le Figaro siger Baroin, at et forslag fra EU-kommissionen midt på sommeren overrasker regeringen.

- Vi er ikke for et sådant forslag – for ikke at sige for meget - for det svarer til et helt andet politisk europæisk projekt end det, som vi nu er engagerede i, siger Francois Baroin.

Den polske EU-kommissær for EU-budgettet, Janusz Lewandowski, udtalte i forrige uge, at han vil finde nye kilder til EU-budgettet. Han mente, at medlemslandenes finansministre også opfordrede ham til at gå nye veje. Hans mål var at skrabe 30-40 milliarder euro ind om året på nye måder. Medlemslande var efter hans opfattelse således ikke stemt for, at deres bidrag blev øget.

Indtægterne kan stamme fra en ny form for direkte skat i EU, der går til EU’s slunkne kasse. Det kan være en særlig afgift på flybenzin, handelen med CO2-kvoter eller finanstransaktioner.

Ideen om en EU-skat fik straks støtte fra Belgien, Østrig, Polen og Spanien. Landenes regeringer støtter, at EU får styrket sine egne indtægter. Ud over Frankrig ventes også Tyskland og Storbritannien at gå imod sammen med en række mindre lande som Danmark og Holland.

Efter mødet i morgen med den tyske finansminister vil den franske budgetminister også besøge London. Storbritannien er ikke kun imod en EU-skat, men ønsker også en yderligere indskrænkning af EU’s budget for 2011. EU-landenes ministre lægger op til at skære i EU-kommissionens forslag med 3,6 milliarder euro, der dog stadig ligger 2,9 procent over budgettet for i år.

Den britiske premierminister, David Cameron, sagde i forrige uge efter et møde med statsminister Lars Løkke Rasmussen, at landene selv skærer i budgetterne. Derfor var det vigtigt over tid også at indskrænke EU’s budget.

- Vi kan ikke bede vore borgere om at betale mere til Storbritannien, og at de så samtidig også skal betale mere til Europa, sagde Cameron ifølge BBC.

I Holland har talskvinden for de kristelige demokrater, der normalt hører til regeringens mest EU-stemte, ifølge EUObserver slået fast, at skat er en sag for medlemslandene og skal blive ved med at være det.


Sitemap

SE OGSÅ