Hvem bestemmer hvad?

Fakta om institutionerne og EU's arbejdsmarked

EU-KOMMISSIONEN

KOMMISSIONEN, der også kaldes EU-Kommissionen eller Europa-Kommisionen er den formelle initiativtager til al lovgivning på EU-plan.

Det gælder også på områderne social- og arbejdsmarkedspolitik. Kommissionen udarbejder Grønbøger, Hvidbøger, Meddelelser og fremsætter de egentlige forslag til direktiver, som vedtages af EU-Parlamentet og Ministerrådet med deltagelse af alle 27 medlemslande.

EU-kommissionen anden vigtige rolle er at følge medlemslandenes overholdelse af al vedtagen lovgivning og påtale eventuelle krænkelser. Og hvis påtalen ikke virker kan Kommissionen bringe det pågældende lands manglende efterlevelse af reglerne for EF-domstolen.

Den bedste indgang på dansk med de fleste links til arbejdsmarkeds- og socialpolitikken er Kommissionens faktuelle oversigt her:

Det er ikke kun social- og arbejdsmarkedslovgivningen, der har betydning for arbejdsmarkedet, beskæftigelsen og arbejdspladserne. Konkurrencepolitikken spiller en meget betydelig rolle. Ulovlig statsstøtte kan forvride konkurrencen og på illoyalt grundlag flytte arbejdspladser fra den ene region til en anden eller fra et land til et andet. Ulovlige karteller kan ved aftaler ikke blot snyde forbrugerne gennem aftalte priser.

EU-Kommissionen har et kontor i Danmark med egen hjemmeside. Den kan være en nyttig indgang til nyheder og kontakter, bl.et regionalt netværk, der kan formidle oplysninger. Selve EU-kommissionens hjemmeside på dansk finder du her:

I Kommissionen er det den tjekkiske kommissær Vladimír Špidla, der har ansvaret for arbejdsmarkedspolitik. Han har en fortid som formand for tjekkiets socialdemokratiske parti. Formelt hedder hans ansvarsområde ”Beskæftigelse, sociale anliggender, Arbejdsmarkesforhold og ligestilling”. Hans hjemmeside linker til taler og nyere politiske udspil. Mere konkret materiale og vigtige links finder man i det Generaldirektorat, der har ansvaret for social- og arbejdsmarkedsforhold. Generaldirektøren er hollænderen Nikolaus Van der Pas. (I slutningen af 1970erne og starten af 80erne var han talsmand for den første danske EU-kommissær, Finn Gundelach.). Kommissionens side om arbejdsmarkedet er mest på engelsk. Men den tematiske side på dansk, der er nævnt ovenfor, er klart den bedste indgangsvej.

Generaldirektoratet for Konkurrence har også en temaside. Den ansvarlige kommissær er hollandske Neelie Kroes, hvis arbejdsmæssige baggrund er store og tunge internationale koncerner.

MINISTERRÅDET

Ministerrådet har sit embedsværk i Bruxelles. Her holdes de fleste ministerrådsmøder, men i månederne april, juni og oktober foregår møderne i Luxembourg. Lidt upraktisk, men det er et historisk kompromis fra dengang, der var tre Kommissioner – en det økonomiske samarbejde i EF, en for kul- og stålunionen og en for atomenergisamarbejdet i Euratom. Ved fusionen flyttede de tre sammen i Bruxelles og som kompensation fik Luxembourg ministerrådsmøderne i de tre nævnte måneder.

Ministerrådets møder forberedes i rådets arbejdsgrupper. Deltagerne kommer fra fagministerien i hovedstæderne og fra de enkelte landes diplomatiske repræsentationer i Bruxelles. Når sagerne er arbejdet så meget igennem, at de enten er modne til beslutning eller til en ny bearbejdsning sendes de videre til Coreper. Det er et af fællesskabets vigtigste organer og består af de enkelte landes EU-ambassadører, deraf navnet, fra fransk COmite des Representantes Permanantes, de faste repræsentanters komite. De bringer sagerne så langt de kan, inden de forelægges ministrene – eller eventuelt sendes tilbage til arbejdsgrupperne

Det er formandslandet, der styrer dagsordenen i rådsgrupper, Coreper og i selve rådet, og det skal tages meget bogstaveligt. Man kan godt få listet en sag på dagsordenen med formands gode vilje, men det er så godt som umuligt at få noget ind i systemet uden formandsaccept, også selv om flere lande støtter ideen.

I Ministerådets møder er der to bordender. For den ene sidder formandslandets repræsentant. I den anden ende sidder Kommissionens repræsentant. Faktisk kan der ikke vedtages noget, som ikke er foreslået af Kommissionen, så Kommissionen har en vis styrke i denne del af forhandlingerne. Den kan trække sit forslag tilbage, hvis ministrene er i gang med at ændre det for meget, men den kan også ændre sit forslag i overensstemelse med det, ministrene er ved at nå frem til. Er der ikke enighed bordet rundt, så kan formanden gennemføre en afstemning, enten på eget initiativ eller på opfordring fra et eller flere medlemslande.

Det sker for alle lande, at de bliver stemt ned. Nogle gange fordi de hellere vil stemmes ned end bøje sig frivilligt, hvis det er det bedste for ministeren i forhold til sit bagland.

Man diskuterer stadig, om det enkelte land har en vetoret. Den skal ikke forveksles med det enkelte lands mulighed for at blokere beslutninger på de områder, hvor der kræves enstemmighed. Tvivlen om vetorettens fortsatte kraft afspejles i et svar, som udenrigsministeren har givet Europa-Udvalget.

Muligheden for at blokere afhænger af, at det enkelte land påkalder sig vitale interesser og beder om forhandlingernes udsættelse, og at et tilstrækkeligt antal lande derefter standser formandens mulighed for at gennemføre en afstemning. Hvis formandslandet er tilhænger af vetoretten, således som f.eks. Storbritannien, Frankrig, Irland og Danmark er det, så kan formanden ved at undlade en afstemning gennemtvinge vetorettens eksistens i den enkelte sag.

 Luxembourg-forliget stammer fra 1966, hvor Frankrig fik gennemtvunget det enkelte lands ret til at påberåbe sig vitale interesser og standse en vedtagelse, men i alene årene har veto-retten levet en nomtumlet tilværelse

Stemmereglerne ved flertalsafstemninger er indviklede. De er beskrevet her på et faktablad om Ministerrådets arbejde, som er udarbejdet af Folketingets EU-oplysning. Det er fra 2006, før stemmerne fra de nye medlemslande Bulgarien og Rumænien skulle tælles med, men giver et overblik. Om stemmevægte i Ministerrådet med 27 medlemslande klik her.

Forhandlingernes metode er både at skaffe et flertal for forslaget og at bryde et blokerende mindretal. Er et land imod skal det skaffe sig så mange alliancepartnere, at de sammen udgør et blokerende mindretal. Efterhånden som det enkelte land får opfyldt sine ønsker, eventuelt med Kommissionens hjælp, svinder det blokerende mindretal. Med andre ord kan det bedre at tage imod et tilbud end at sidde tilbage i et mindretal, der ikke længere er stort nok til at bremse vedtagelsen.  Arbejdsmarkedspolitikken vedtages ved flertalsafstemninger.

EUROPA-PARLAMENTET

Europa-Parlamentets betydning for store arbejdsmarkedspolitiske sager ses tydeligt med vedtagelsen af både Servicedirektivet og Kemikaliepakken i slutningen af 2006. På vigtige politikområder er EP et rigtigt parlament, der vedtager lovgivningen i samarbejde med de 27 landes ministre forsamlet i Ministerrådet. Er der uenighed, er det Parlamentet, der har det afgørende ord.

De aktuelle arbejdsmarkedspolitiske sager i Europa-Parlamentets perspektiv er samlet på en temaside. Nøglen til Europa-Parlamentets Udvalg for beskæftigelse og sociale anliggender findes her.

Selv om Europa-Parlamentets medlemmer nu er klædt på som magtfulde medlovgivere, så er Europa-Parlamentet  ikke et rigtigt parlament, i hvert fald ikke et helt parlament, ikke endnu. Man sætter ikke de europæiske borgere i skat, udskriver dem ikke til værnepligt og militærtjeneste, giver ikke indfødsret til mennesker udefra og lovgiver kun, når EU-kommissionen har lagt et forslag frem og de 27 EU-landes regeringer i Ministerrådet har lovet at medvirke. Parlamentet kan heller ikke fyre enkelte medlemmer af EU-kommissionen, kun den samlede kommissions medlemmer på en gang.

Den folkevalgte forsamling kan heller ikke selv fyres i utide og sendes til nyvalg. Parlamentets medlemmer kan udtrykke sin kritik af ministerrådet og sin mistillid til Kommissionen eller enkelte kommissærer, men foreløbig kun afsætte den samlede Kommission, ikke et medlem ad gangen.

Der er valg hvert femte år, og det har der været siden 1979.

Sjælen i parlamentets arbejde er tvedelt. På den ene side vil parlamentet gerne sætte sig igennem som institution. Det betyder, at de store partigrupper må arbejde sammen for at få vedtaget noget med så stor styrke, at man kan hamle op med Ministerrådet. På den anden side vil mange medlemmer gerne understrege, at det er et rigtigt parlament, hvor klassiske politiske hovedstrømninger søger at sætte deres opfattelse igennem. Det lægger en grænse for kompromiernes indhold, men man skal ikke undervurdere samarbejdet mellem de største politiske grupper.

EF-DOMSTOLEN

EF-domstolens sammensætning og arbejdsform kan læses på dansk på den faktuelle hjemmeside:

Der er en god begrundelse for også at holde øje med domstolens virke på det social- og arbejdsmarkedspolitiske område. Nogle af de vigtigste ændringer i social- og arbejdsmarkedspolitikken er reelt sket gennem afgørelser ved EF-domstolen.

Det seneste nye eksempel fra det socialpolitiske område gælder domstolens fortolkning af forordningen om arbejstagernes sociale sikring i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed. Forordning 1408/1971.

En britisk kvinde, Yvonne Watts, tog over Kanalen og fik gennemført en hofteoperation i Lille, Frankrig. EF-domstolen fastslår, at det britiske sundhedsvæsen er forpligtet til at betale. Operationen/tjenesteydelsen kan ikke begrænses til udførelse i et enkelt land, hvis ydelsen ikke kan leveres. Sagt på en anden måde: EF-domstolen fastslog i 2006, at en såkaldt behandlingsgaranti ikke er nok, hvis behandlingsgarantien ligger efter det lægeligt begrundede tidspunkt for operation/behandling.  Et spørgsmål og svar i Folketinget udlægger dommens rækkevidde her.

Det andet eksempel er en gammel sag. Også her var det en kvinde, der gik til domstolen for at hævde rettigheder, som hun mente at have i kraft af de fælleseuropæiske regler. Gabrielle Defrenne var stewardesse i det belgiske flyselskab, SABENA, og var utilfreds med, at pensionsalderen for kvinder var 40 år, men langt højere for mænd. I sin dom af 15. juni 1978 siger domstolen lige ud, at fjernelsen af forskelsbehandling på grund af køn hører til de grundlæggende rettigheder, som domstolen skal søge overholdt.

Sideløbende med sagen gennemførte Ministerrådet direktivet om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår. Rådets direktiv nr. 76/207 af 9.2.76.

I bogen: ”EU-arbejdsret”, Ruth Nielsen, Jurist- og økonomforbundets forlag, 3. udgave, 1997, siges på side 46/47, at domstolen også i de senere år har haft en ”integrationsfremmende fortolkningsstil vedrørende grundlæggende rettigheder i arbejdslivet”. Her nævnes også den såkaldte Danfoss-dom, sag 109/88, HK mod DA for Danfoss. HK fik medhold i, at det er arbejdsgiveren, der i givet fald skal bevise, at en lavere kvindeløn ikke er udtryk for forskelsbehandling. 

Ligestillingskonsulent Helle Jacobsen skrev i en artikel i LO-Magasinet 2.5.1998 om EU som løftestang for ligestillingsarbejdet. Her hed det, at også ”EF-domstolen har været en vigtig forbundsfælle for danske kvinder. Fx blev Danmark dømt ved EF-domstolen i midten af 80’erne for at have en for svag ligelønslov. Det betød, at vi i 1986 måtte ændre ligelønsloven til at omfatte ligeløn ikke alene for samme arbejde, men også for arbejde af samme værdi. Endvidere gav ligelønssagen fra Danfoss HK medhold i, at Danfoss havde et uigennemsigtigt lønsystem, der diskriminerede de kvindelige medarbejdere. Dommen medførte, at de berørte kvinder fik en rimeligt stor erstatning. EF-dommen har i øvrigt styrket lønmodtagernes mulighed for at gennemføre sager om ligeløn, og den betød, at den danske ligelønslov igen blev skærpet.”