Print
EU afgør i de kommende dage, om fællesskabet går forud i kampen mod klimaændringer og sætter kravet til reduktioner af drivhusgasser op til 30 procent. På et uformelt møde i Sevilla i Spanien gav miljø- og klimaministrene tilslutning til, at EU går i spidsen. Den spanske rådsformand på klimaområdet, Teresa Ribera, udtalte efter mødet, at der var bred forståelse for, at det var nødvendigt med reduktionerne. Men hun erkendte også, at en EU-beslutning om at gå op til de 30 procent afhang af, om andre dele af verden støttede op om en klar politik mod klimaændringerne.
På et efterfølgende pressemøde sagde Teresa Ribera da også blot, at det uformelle møde havde været produktivt, og at EU-landenes ministre havde et fælles syn på, hvordan man bedst konsoliderede samarbejdet om miljøsager.
Teresa Ribera understregede, at det nu er afgørende, at man kommer videre med de beslutninger, der blev truffet på FN-topmødet i København og forbereder det næste møde. FN er stadig det bedste forum for diskussionerne og beslutninger.
Mødet i København kom ikke med de konklusioner, der giver tilslutning i EU til en reduktion til de 30 procent. USA har ikke fraveget sit mål om en reduktion på 17 procent. Da USA samtidig beregner reduktionen ud fra niveauet i 2005, betyder det reelt kun en reduktion på omkring fire procent i forhold til niveauet fra 1990, der er EU’s udgangspunkt.
Fra flere EU-lande som Italien, Polen og også Frankrig hedder det da også, at der skal være en større opbakning fra andre dele af verden til en kraftigere reduktion, hvis EU skal tage den klare førerrolle.
Den europæiske industri står bag EU’s klimapolitik, men BusinessEurope har hele tiden advaret mod, at EU gik for langt i forhold til den øvrige verden. Arbejdsgiverne frygter, at en europæisk enegang skader konkurrenceevnen.
Arbejdsmarkedets parter, NGO-grupper og særlige eksperter deltog i første del af ministrenes møde. Også her var der tilslutning til, at EU hurtigt indretter sig på en bæredygtig udvikling med lave udslip af drivhusgasser.
Teresa Ribera sagde efter mødet, at hun var tilfreds med, at alle parterne så med alvor på situationen og var indstillet på at ændre produktionsforhold for at bekæmpe klimaændringerne.
Hun har især tilfreds med, at parterne så udfordringerne som muligheder. Det var hun enig i.
- Vi har en fantastisk mulighed foran os, sagde hun.
Direktøren for det europæiske institut for fremtidige teknologiske studier, Peter Kind, understregede, at der både er vækst og en grønnere fremtid, hvis EU satser rigtigt i klimapolitikken. Men det kræver, at politikken bliver tilrettelagt anderledes, end da slaget stod om den ny kommunikationsteknologi. Da tabte de europæiske virksomheder til de amerikanske.
- Hvis vi taber igen, så kan det blive en led i afviklingen af industrien i Europa, siger Peter Kind til fagligt.eu, der bringer et interview med Peter Kind. pmh
23.02.11 FN: Nødvendige grønne investeringer runder trillioner af dollar16.02.11 EU-Kommissionen agter at stramme krav til udslip01.02.11 Krav om øgede investeringer i energi før EU-topmøde13.12.10 Kræver større solidaritet i klimaaftale 10.11.10 Haster med investeringer for 1.000 mia. euro i energi