Print
Den ny græske regering får kraftige henstillinger fra EU-kommissionen om at få styr på økonomien. Grækenland er det eneste ud af en række lande, som EU-kommissionen direkte angriber for ikke at gøre noget ved et betydeligt underskud på budgettet.
13 EU-lande fik onsdag besked om at gøre mere for at få underskuddene på de offentlige budgetter tilbage på en linje, så de følger kravene til det økonomiske og monetære samarbejde. Men landene får forskellige frister for, hvornår underskud skal være under tre procent af nationalproduktet.
EU-kommissær Joaquin Almunia sagde som omtalt på fagligt.eu efter mandagens møde blandt euro-landenes økonomi- og finansministre, at Kommissionen tog hensyn til de særlige økonomiske forhold i de enkelte lande.
Fem lande var i Kommissionens søgelys i foråret for ikke at sætte ind mod underskuddene. Med et forventet underskud i år på 12,7 procent er Grækenland det eneste land, som Kommissionen finder ikke gør noget. De andre lande gør noget for at få styr på budgetterne, mener Kommissionen. Men situationen i landene er forskellige. Joaquin Almunia er tilfreds med de frister, landene nu får.
- Jeg mener, at de deadlines, vi foreslår i dag, er både tilstrækkelige og realistiske, sagde Joaquin Almunia, da han onsdag kom med indstillinger til økonomi- og finansministrene om krav til landene.
Grækenland skal inden nytår kommer med overslag for budgettet i 2010. Kommissionen kommer herefter med en ny rapport med en ny bedømmelse af den græske økonomi og regeringens politik.
Spanien får flere henstillinger, men bliver ikke kritiseret på samme måde som Grækenland. Den spanske offentlige gæld er øget betydeligt de senere år og er nu på over 60 procent af nationalproduktet mod omkring 40 procent i 2008. Kommissionen opfordrer regeringen til at indføre pensionsreformer og reformer inden for sundhedssektoren for at få økonomien gjort bæredygtig.
Det spanske underskud skal være på under tre procent i 2013.
Tyskland, Østrig og Holland får samme frist. Men Kommissionen finder, at de tre lande har så gode økonomiske forhold, at de allerede i 2011 kan begynde at rette budgetterne ind.
Belgien og Italien har så stor gæld, at Kommissionen finder, at landene allerede i 2012 skal under de tre procent for ikke at svække økonomien på længere sigt.
Også Storbritannien har i dag en voldsom offentlig gæld efter en række redninger af banker. I modsætning til Belgien og Italien er situationen så alvorlig, at briterne får en længere frist og først skal have underskuddet rettet ind i 2014/15.
Udviklingen i landenes underskud viser, hvor hårdt krisen har ramt landene. I 2007 var det gennemsnitlige underskud på 0,8 procent af nationalproduktet. Så godt havde det ikke set ud i 30 år. Men allerede året efter var underskuddet på 2,3 procent og ventes i år at nå op på minus 6,9 procent og minus 7,5 til næste år. pmh
08.06.10 IMF kræver reformer på arbejdsmarkedet18.02.10 Nyt fransk pres for en økonomisk ledelse af euroland25.01.10 Ny storm om den græske økonomi og euroen20.01.10 EU retter kikkerten mod græske reformer også af statistikken06.01.10 Grækenland i usikkert farvand uden sikre redningsbåde