Print
Frankrig presser nu på for at få en strammere styring af den økonomiske politik blandt de 16 eurolande. Det spanske EU-formandskab har punktet på sit program for de kommende måneders spanske ledelse af EU, og flere franske politikere og embedsmænd støtter helhjertet, at der bliver en egentlig økonomisk styring i eurozonen.
Præsident Nicolas Sarkozy talte varmt for det på det uformelle EU-topmøde, og landbrugsminister og tidligere Europa-minister Bruno Le Maire siger ifølge Reuters, at han er glad for, at Tyskland har ændret opfattelse og nu også går ind for tanken.
- Vi kan ikke have en enkelt møntfod uden en europæisk økonomisk regering, citerer Reuters ham for at sige.
En fransk embedsmand siger til Financial Times, at Frankrig vil skubbe på for at få en ”økonomisk regering” for eurozonen i forbindelse med krisen i Grækenland. Han finder imidlertid, at det er for tidligt direkte at tale om det.
- Men lad os se det i øjnene. Denne græske tragedie er sandsynligvis den bedste lejlighed til at få debatten til at bevæge sig. Den er et råb om at vågne op, siger embedsmanden ifølge FT.
Imens fortsætter spekulationerne mod den græske økonomi. Men det er slet ikke Grækenland, der er det største problem i eurozonen, mener Nobelpristageren i økonomi, Robert Mundell, Columbia University. Til Bloomberg siger han, at det er den italienske økonomi, man burde være bekymret over. Hvis der først blev spekuleret mod Italien, så ville det skabe store problemer for euroen.
- Hvad man end gør for Grækenland, sikkert også Portugal og måske Irland, må også redde Italien fra det problem, siger Robert Mundell, der fik sin Nobelpris for forskning, der var med til at lægge grunden til euroen.
Den italienske offentlige gæld er på 114,6 procent af nationalproduktet og ventes at stige yderligere til 117 procent. Den belgiske nationalbank opgør ifølge Metro den italienske gældt til at være højere end den græske målt i forhold til BNP. Banken finder, at også den belgiske gæld vækker bekymring. Den er på 97,8 procent af det belgiske BNP.
Mundell mener, at det ville blive meget vanskeligt for det økonomiske samarbejde i eurozonen, hvis Italien blev udsat for samme behandling som Grækenland. Men han mener, at redningsaktioner kan blive nødvendige over for flere lande. Problemet med Italien er imidlertid, at landet er så stort, at det vil blive vanskeligt støtte det ud af en krise.
I euro er den italienske gæld fem gange så stor som den græske. Pmh
25.01.10 Ny storm om den græske økonomi og euroen20.01.10 EU retter kikkerten mod græske reformer også af statistikken06.01.10 Grækenland i usikkert farvand uden sikre redningsbåde12.11.09 EU-kommissionen stiller forskellige krav til EU-landes økonomi17.05.11 EU strammer krav til Grækenland og landets partier