Tilbage til forsiden
Tilbage til forsiden

17.08.10 IMF advarer østlande mod lønstigninger og budgetunderskud


Print

De østeuropæiske EU-lande er på vej ud af krisen. Den internationale valutafond, IMF, venter, at væksten bliver på 3,3 procent i gennemsnit i år efter et fald på 6 procent sidste år. Men IMF kommer alligevel med advarsler. Tidligere tiders økonomiske politik må ikke vende tilbage. Der skal både være strammere kontrol med lønstigninger og budgetter, så lønningerne holdes nede og ubalancerne i budgetterne ikke vender tilbage.

IMF finder i sit finans- og udviklingsmagasin, at den offentlige politik kan styre de østeuropæiske lande til en varig vækst. En stram finanspolitik er et af midlerne. Samtidig må det, som IMF kalder voldsomme lønstigninger, holdes nede. I Letland steg arbejdsomkostningerne med 90 procent fra 2003 til 2008 i forhold til stigningerne i de lande, Letland handler med. Lønmodtagerne i de andre baltiske lande, Bulgarien og Rumænien oplevede også betydelig fremgang i lønningerne, som IMF ikke finder holdbare.

Selv om landene ikke kan konkurrere på lave lønninger, da andre lande i områderne lige uden for EU fastholder de lave lønninger, må lønstigningerne stå i forhold til udviklingen. Her ser IMF, at det store problem i århundredets første årti var, at landene fik masser af investeringer. Men det var især ejendomsmarkedet, byggeindustrien og bankerne, der nød godt af dem. Der blev investeret for lidt i vareproduktion.

Indvandring

Opgaven er nu efter IMF’s opfattelse, at investeringerne skal flyttes over i produktion, så landene kan komme ud på eksportmarkederne. De udenlandske investeringer må også gå i den retning for, at landene kan få en varig vækst. IMF peger på, at både Tjekkiet og Slovakiet i det første årti havde en mere afbalanceret udvikling, hvor netop eksportindustrien bidrog til at skabe væksten.

Trods advarslerne om for store lønstigninger venter IMF alligevel, at lønningerne i Østeuropa haler ind på de vesteuropæiske. Landene oplever imidlertid en form for løndumping fra lønmodtagere, der kommer ind fra grænselande. Der arbejder ifølge Euractiv 500.000 moldovere i Rumænien. 17.000 har netop fået statsborgerskab. Bulgarien oplever stor indvandring fra Makedonien, hvor lønningerne er helt i bund.


Sitemap

SE OGSÅ