Tilbage til forsiden
Tilbage til forsiden

Arbejdsløsheden deler EU


Print

09.01.2012 Knap hver anden ung i Spanien kunne ikke finde noget job i november. Fra året før steg arbejdsløsheden fra 43 procent til 49,6 procent, viser en ny opgørelse fra Eurostat over arbejdsløsheden i EU.

Opgørelsen giver et klart billede af den opsplitning i økonomisk stærkere og svagere lande, krisen har forårsaget. Efteråret uddybede forskellene mellem lande, der bevæger sig fremad, og lande i fortsat tilbagegang.

De unge i Tyskland forbedrede igen i november deres situation på arbejdsmarkedet. Arbejdsløsheden faldt fra 8,3 procent i oktober til 8,1 procent i november og var året før på 9,1 procent. Den tyske ungdomsarbejdsløshed er nu den laveste i EU. I november sidste år var arbejdsløsheden lavere i både Holland og Østrig, der begge har oplevet en svag stigning på 0,2 procentpoint til hhv. 8,6 procent og 8,3 procent.

I den anden ende løber de unge i Grækenland, Slovakiet, Portugal, Polen og Italien ind i stadigt større problemer.

Grækenland er bagud med tallene over ledige, men i september var 46,6 procent af de unge uden arbejde. I Slovakiet var det 35,1 procent i november og i Portugal 30,7 procent unge arbejdsløse. I alt over 5,5 millioner unge i EU var uden et job i november.

For den samlede arbejdsstyrke i EU var udviklingen den samme. Selv om arbejdsløsheden ikke steg fra oktober til november, gjaldt det ikke i alle lande. I forhold til året før steg arbejdsløsheden i 13 EU-lande og faldt i 14.

De baltiske lande oplevede de største fald i arbejdsløsheden, mens Grækenland, Cypern og Spanien fik endnu flere arbejdsløse gennem året. Den spanske generelle arbejdsløshed var oppe på 22,9 procent i november. Et andet kriseland Irland, der generelt forbedrer sin økonomi, har stadig næst flest arbejdsløse med 14,6 procent arbejdsløse, Slovakiet 13,5 procent og Portugal 13,2 procent.

I den anden ende faldt arbejdsløsheden igen i Tyskland fra oktober til november og kom ned på 5,5 procent. Både Østrig og Holland har en lavere ledighed med hhv. 4,0 procent og 4,9 procent arbejdsløse.

Detailsalget levere i november

Butikkerne i EU og eurozonen havde sværere ved at komme af med varerne i november i forhold til oktober. Detailhandelen faldt med 0,8 procent i eurozonen og 0,6 procent i EU som helhed, visen er opgørelse fra Eurostat.

Igen er der imidlertid forskel på udviklingen i landene. Detailhandelen steg med 4,2 procent i Litauen, og Irland og Letland havde pæn fremgang. På årsbasis havde de baltiske lande den største stigning i detailhandelen, mens Portugal havde den største tilbagegang. Faldet var på 9,2 procent mod 7,0 procent i Spanien og 5,3 procent i Bulgarien.

Tysk eksport buldrer frem

Tyskland noterede også et fald i detailhandelen fra oktober til november, men til gengæld viser nye tal, at den tyske eksport går over forventning. Den steg med 2,5 procent i november, viser tal fra den føderale statistik ifølge BBC. Tysklands eksport nåede 94,9 milliarder euro og gav et overskud på handelsbalancen på 15,1 milliarder euro. På et år er eksporten steget med 8,3 procent og importen med 6,7 procent.

Den manglende efterspørgsel i udlandet mærkes dog nu også i tyske virksomheder. Antallet af ordrer i industrien faldt med 4,8 procent i forhold til oktober. Pmh


Sitemap

SE OGSÅ