Print
EU-landene er langt bagefter med at hente penge i EU’s fonde. Kun godt en fjerdedel af de 344 milliarder euro, der er afsat fra 2007-2013, har landene hentet hjem til projekter, der forbedrer samhørigheden. Grækenland, der er i den alvorligste økonomiske krise, ligger helt i bud, og har kun projekter for 11,9 procent af de over 20 milliarder euro, der er sat af til at udvikle landet.
Selv om Slovakiet kæmper med en voldsom ledighed, har landet heller ikke brugt sine muligheder for at få støtte. Kun 18,6 procent af de afsatte over 11 milliarder euro har slovakkerne fået hjem til projekter, der kan forbedre folks muligheder på arbejdsmarkedet, sikreforskning og udvikling og også innovation i landet.
De to fattigste lande, Rumænien og Bulgarien, er også langt bagefter. Rumænien har projekter, der blot koster 14,1 procent af det, landet kan hente hjem. Bulgarerne har projekter for 20,2 procent, mens Belgien er oppe på 61,1 procent, Irland 51,8 procent og Ungarn 46,3 procent.
EU-kommissæren for regionalpolitikken, Johannes Hahn, mener alligevel, at det samlede billede i den ny rapport om samhørighedspolitikken for 2007-2013 er positivt. Han finder, at der er kommet gang i investeringerne i regionerne.
- Iværksættelsen af de aftalte strategier sker i et passende tempo, og fremskridtene inden for nøglesektorer som for eksempel forskning og udvikling og innovation er særlig opmuntrende. Nu må medlemsstaterne gå videre og forbedre programmernes gennemførelse, sagde Johannes Hahn i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten, der er den første vurdering af politikken.
EU har de seneste ti år ændret på målene for samhørighedspolitikken, så de i højere grad fulgte målene for den særlige Lissabon-proces for vækst, beskæftigelse og social samhørighed. Den ny plan for Europa 2020 lægger i endnu højere grad vægt på, at pengene går til projekter, der styrker den politik.
EU-kommissæren for social- og arbejdsmarkedspolitikken, László Andor, lagde ved præsentationen vægt på, at landene har tilpasset sig de ny mål og understreger især, at der er gode resultater med midlerne fra Den Europæiske Socialfond, når det gælder arbejdsløses muligheder for støtte til uddannelse og opkvalificering.
- Men der kan gøres mere for at hjælpe dem, der er hårdest ramt af den økonomiske afmatning. Medlemsstaterne skal øge deres investeringer navnlig på områderne social integration og opbygning af institutionel kapacitet, så de kan gennemføre programmerne effektivt, sagde László Andor.
Det fremgår af rapporterne, at 6 millioner mennesker fik støtte gennem programmer fra Socialfonden i 2007 og 2008. 52 procent var kvinder.
En række projekter har de arbejdsløse som mål. 7 procent af dem, der fik hjælp, var langtidsarbejdsløse og 13 procent var indvandrere eller tilhørte forskellige mindretal.
13 lande venter, at de skaber over 350.000 nye arbejdspladser gennem forskellige støttede projekter, mens 8 lande siger, at de allerede har oprettet 55 900 arbejdspladser .pmh
Rapporterne kan hentes her
Arbejdsløsheden blandt unge i EU sætter ny rekordJob og vækst for milliarder kommer i fokus på EU-topmøde Arbejdsløsheden deler EUDanskerne blandt de rigeste i EUOECD advarer mod stigende ulighed