Tilbage til forsiden
Tilbage til forsiden

16.08.10 ILO: 81 millioner unge arbejdsløse er rekord


Print

Antallet af arbejdsløse unge i verden er det højeste, siden FN’s arbejdsorganisation ILO begyndte at lave statistik over ledighed. 81 millioner unge mellem 15 og 24 år kan ikke finde et job.

ILO offentliggør tallet i en ny rapport, ”Global Employment Trends for Youth August 2010”, som ILO sender på gaden samtidig med, at et internationalt ungdomsår bliver skud i gang.

Året skal sætte fokus på de unges forhold, som ILO’s chilenske leder, Juan Somavia, finder foruroligende. Krisen på verdens arbejdsmarkeder rammer ikke kun i Europa de unge særlig hårdt. Også i resten af verden har den økonomiske krise og efterfølgende stigende arbejdsløshed været barsk for de unge. Somavia finder, at stabiliteten i samfundene kan blive truet.

I de fleste lande er de unges arbejdsløshedsprocent over dobbelt så høj som de ældres. I enkelte lande som Indonesien og på Sri Lanka er den fem gange så høj.

ILO peger på, at krisen sår tvivl om en række ellers vedtagne sandheder. Det gælder blandt andet, at en god uddannelse automatisk fører til et godt job. Ofte viser det dig nu, at end ikke gode kvalifikationer er nok til at skaffe en ung et arbejde.

Samtidig viser det sig oftere og oftere, at selv de, der er så heldige at finde beskæftigelse, får dårligere løn og ringere arbejdsforhold, end det var normalt før krisen satte ind.

ILO advarer mod, at lande tager let på de unges krise. De kan give op, når de ikke finder et job og især, hvis de har gjort meget for at uddanne sig til et. Konsekvensen af ungdomsledigheden kan blive øget kriminalitet, psykiske problemer, vold og øget misbrug af alkohol og narkotika.




Sitemap

SE OGSÅ